Unge under 30 år med udviklingshæmning har en lav arbejdsmarkedstilknytning. Målgruppen er kendetegnet ved at have:

• væsentlige kognitive funktionsnedsættelser
• fysiske og psykiske funktionsnedsættelser
• brug for hjælp og støtte fra omgivelserne i hverdagen
• svært ved at være på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår

En registerbaseret analyse af gennemførte STU-forløb for disse unge viser, at størstedelen af de over 1000 unge, som årligt har fuldført et STU-forløb, ikke efterfølgende opnår fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det belaster den offentlige økonomi med udgifter til forsørgelse, afklaringsforløb og forskellige støtteforanstaltninger, f.eks. bostøtte. Ligesom den million, som kommunen typisk investerer i et STU-forløb, ikke forrentes via en lønindtægt.

At disse unge ikke opnår en fast arbejdsmarkedstilknytning skyldes i høj grad et underskud af viden om og erfaring med, hvordan man i praksis skaber og fastholder beskæftigelse for denne målgruppe hos såvel jobcentre som arbejdsgivere.

Projektets tese er, at flere af disse unge kan komme i job via:

• helhedsorienterede og sammenhængende forløb
• særligt og individuelt tilrettelagte forløb
• praktisk orienteret vejledning og virksomhedsrettede ressourceforløb

En ungekoordinator på uddannelsesstedet vil i tæt dialog med den koordinerende sagsbehandler skabe større sammenhæng og yde en opsøgende og tæt kontakt til den unge og til virksomheden.

Det lokale partnerskab etablerer netværk af virksomheder, som sammen med den lokale udviklingsgruppe udvikler model for samarbejde mellem ungekoordinator og virksomhedsmentorer om bæredygtige og jobskabende forløb for den unge.

Projektet er organiseret med styregruppe, projektledelsesgruppe og fire lokal udviklingsgrupper. 

Projektets styregruppe er: 

• Sekretariatschef Esben Kullberg, Ligeværd 
• Forstandere fra Erhvervsskolen Vestjylland, rander Bo- og Erhvervstræning, PGU Hornslet og PMU Sindal. 
• Som repræsentant for deltagende kommuner: Arbejdsmarkedschef Ole Andersen, Randers Kommune. 
• Som repræsentant for arbejdsgivernetværk: Endnu ikke besat 

Projektledelsegruppe: 

• Projektleder Jens Thygesen, Ligeværd. 
• Proceskonsulent Marianne Saxtoft, indehaver Samskabelse 
• Dokumentationsansvarlig og evaluator Kim Madsen, indehaver Analyze! 

Lokale udviklingsgrupper i de fire partnerskaber: 

• Ledelsesrepræsentant fra hvert af de fire uddannelsessteder 
• Lokal ungekoordinator i det lokale partnerskab 
• Ledelsesrepræsentant fra deltagende jobcenter 
• Koordinerende sagsbehandler fra deltagende jobcenter 
• Repræsentanter fra de involverede arbejdsgivere

Projektet udvikler best practice model for tværsektorielt samarbejde om videnbaserede virksomhedsrettede ressourceforløb, som bringer den unge med særlige behov tættere på og sluttelig ind på arbejdsmarkedet. Målet er, at kommunerne opnår og implementerer en ny praksis for ressourceforløb for unge med særlige behov. 

Modellens centrale elementer er: 

• Skabelon for tværsektorielt partnerskab mellem uddannelsessted og jobcenter 
• Funktionsbeskrivelser for ungekoordinator 
• Manual for virksomhedsrettede ressourceforløb målrettet unge med særlige behov 
• Model for virksomhedssamarbejde i ressourceforløb for unge med særlige behov 
• Redskab til progressionsmåling i virksomhedsrettet ressourceforløb og jobskabelse 

Målgruppens/projektdeltagernes udbytte: 

• At (de oplever) der bliver taget hensyn til deres personlige situation i planlægning og tilrettelæggelse af ressourceforløbet 
• At (de oplever) de er kommet tættere på arbejdsmarkedet i løbet af ressourceforløbet 
• At de oplever at de er kommet videre i livet i løbet af ressourceforløbet 

De lokale partnerskaber visiterer 10 unge til projektets ressourceforløb og 8-9 af disse forventes at komme tættere på eller ind på arbejdsmarkedet i løbet af projektperioden på tre år. 

De lokale partnerskaber udvikler sammen model for virksomhedsrettet ressourceforløb for unge med udviklingshæmning. Det lokale udviklingsarbejde vil tage udgangspunkt i projektets forandringsteori, hvor det helt centrale element er inddragelse af uddannelsesstedernes specialiserede viden om og erfaring med målgruppen i planlægning og tilrettelæggelse af de virksomhedsrettede ressourceforløb. Denne viden skal være med til at skabe reelle og holdbare åbninger og muligheder hos arbejdsgivere samt sikre effektiv sagsbehandling i det kommunale system ved, at ungekoordinatoren fra uddannelsesstedet hjælper alle parter med at være på forkant med den enkelte unges situation og næste trin på vejen.

Der udvikles på baggrund af arbejdet i de lokale partnerskaber følgende redskaber: 

• Skabelon for tværsektorielt samarbejde 
• Funktionsbeskrivelse for ungekoordinator 
• Manual for virksomhedsrettede ressourceforløb målrettet unge med særlige behov 
• Model for virksomhedssamarbejde i ressourceforløb for unge med særlige behov 
• Redskab til progressionsmåling i virksomhedsrettet ressourceforløb og jobskabelse 

Projektet omfatter fire lokale partnerskaber, som er etableret mellem et uddannelsessted under Ligeværd og en kommune. Alle arbejder med udvikling af model for videnbaserede virksomhedsrettede ressourceforløb for unge med særlige behov. 

De deltagende partnerskaber er: 

• Randers Bo- og Erhvervstræning og Randers Kommune 
• PGU Hornslet og Aarhus Kommune 
• Erhvervsskolen Vestjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune 
• PMU Sindal og Hjørring og Frederikshavn kommuner 

De lokale partnere har indgået partnerskabsaftale med beskrivelse af de overordnede mål og aktiviteter for projektet. Hvert partnerskab nedsætter en udviklingsgruppe, som udarbejder en plan for det lokale udviklingsarbejde 

Kære Læser.

Det er en fornøjelse at kunne fremlægge denne rapport for dig.

Find Model ViVirk’R rapporten HER (pdf)

Vi er stolte over at præsentere et projekt, der har hjulpet nogle af de allermest sårbare borgere på vej til job.

Projektet udspringer af en meget markant udfordring. Unge kognitivt udfordrede borgeres mulighed for at komme i beskæftigelse. Statistikkerne viser deres tydelige sprog om disse unge uden for arbejdsmarkedet: Ganske få af dem kommer i job. I Ligeværd har det undret, at trods en udmærket lovgivning på området, synes ressourceforløb ikke at bringe disse unge tættere på arbejdsmarkedet.

ViVirk’R har på den måde været med til at kaste lys over en samfundsmæssig udfordring. Og anvist nye veje til at imødegå udfordringerne. Når vi kalder det for et signaturprojekt, er det fordi, det samtidig beskriver nogle væsentlige sider af tænkningen i Ligeværd og den metodik, der er udviklet på nogle af de socialøkonomiske uddannelsessteder, der er medlemmer af Ligeværd.

Pædagogik i en virksomhedskontekst
De gode resultater, projektet kan fremvise, hviler på en særlig arbejdsmetode. Alle de socialøkonomiske uddannelsessteder har lang erfaring og dyb faglighed inden for specialpædagogik. Denne pædagogiske specialviden sætter uddannelsesstedet i stand til at udvikle de unges motivation og fastholdelse på en særligt kvalificeret måde. Denne dybe specialpædagogiske faglighed er vokset ud af en praksisorienteret undervisning, der gennem årene har givet mulighed for at skabe mindre produktionsenheder og socialøkonomiske virksomheder. Denne unikke kombination af pædagogisk faglighed og socialøkonomisk virksomhedsdrift danner forudsætningerne for de virksomme arbejdsmarkedsrettede træningsbaner, projektet beskriver.

Samarbejde mellem samfundsarenaer
I Ligeværd tror vi ikke, at vi alene kan skabe de fornødne samfundsmæssige forandringer, der skal til, for at borgere med særlige behov vil opleve ligeværdighed i deltagelsen i de samfundsmæssige fællesskaber. Hvis vi skal udvikle nye velfærdsmuligheder, må vi etablere samarbejde mellem de samfundsmæssige arenaer, civilsamfund, offentlige myndigheder og erhvervsliv. Projektet viser, hvad den slags samarbejder kan udrette, når alle parter går sammen om at skabe løsninger.

Systeminnovation
De store samfundsmæssige udfordringer kalder på nytænkning. Nogle gange er der behov for at tænke ’ud af boksen’ for at overkomme grundlæggende skævheder og ulighed i samfundet. ViVirk’R viser en anden form for innovation. En innovation, der bedst beskrives som at tænke ’på kanten af boksen’. Alle elementer, der indgår i projektets arbejdsmodel, findes allerede. Den innovative kraft består i en systeminnovation, hvor elementerne bringes i spil med hinanden, så der opstår nye muligheder og nye synergier.

Politikudvikling
Ligeværd har en særlig opgave med at tydeliggøre udfordringer og muligheder for en voksende gruppe borgere, der står uden for de samfundsmæssige fællesskaber. Gennem projekter som ViVirk’R bliver Ligeværd i stand til både at tydeliggøre de samfundsmæssige barrierer for disse borgere samtidig med, at projektet anviser nye muligheder. Projektet ViVirk’R er derfor ikke afsluttet med denne rapport. Den er derimod afsættet for et politisk udviklingsarbejde, der kan være med til at anvise veje og nye politiske beslutninger, hvis vi vil inkludere nogle af de mest udsatte borgere på arbejdsmarkedet.

ViVirk’R er et af Ligeværds vigtige projekter. Projektet skal arbejde med at målrette virksomhedsbaserede ressourceforløb. 

I den forbindelse har LIGEVÆRD talt med konsulent June Tagmose, Ligeværd, og de to eksternt tilknyttede Marianne Saxtoft, Samskabelse, tilknyttet som proceskonsulent, og Kim Madsen, analyze!, tilknyttet som evaluator. 

Tekst og foto: Peter Christensen 

Hvad er kernen i projektet? Hvad er det for nogle problemer projektet skal bidrage til at løse? 

June Tagmose: Uddannelsesstedernes viden om de unges ressourcer og begrænsninger flyder ikke frit mellem uddannelsesstederne, kommunen og virksomhederne. Der sker noget i overgangen, og det gør det svært at lave en helhedsorienteret indsats. Så det er for at sikre, at den viden ikke går tabt 

Marianne Saxtoft: Der er et vidensgab, eller videnstab kan man sige, og der er også et tab af kontakt til den unge, som det er nu. 

Kim Madsen: Det er dokumenteret af bl.a. Rambøll, at der mangler viden og erfaring hos både jobcenteret og virksomhederne om, hvordan vi hjælper disse unge ind på arbejdsmarkedet og fastholder dem. Og det er den viden, som uddannelsesstederne ligger inde med, og som projektet skal berige både jobcentre og virksomheder med. 

Hvor stort er problemet med om de unge får et job eller ej? 

Kim: Målgruppen i projektet svarer nogenlunde til de unge, der tilkendes et STU-forløb. Når vi kigger på dem, der har været i gang med en STU, er der et ret stort problem. Over 80 % kommer ikke i fast beskæftigelse efter et STU forløb. Der er alt, alt for mange hvor vejen efter STU er offentlig forsørgelse. 

Udfordringen for projektet er at finde nogle nøgler til det. Hvordan vil I helt konkret gribe det an? 

Marianne: Nøglen er, at den viden, som uddannelsesstederne har om de unge også bruges gennem ressourceforløb. Så en erhvervsretning ikke først er noget, man skal begynde at tænke på, når de er færdige med STU’en, men man har dem med hele vejen, og de bærer deres kompetencer videre til ressourceforløb, som kan blive tilrettelagt efter det. Vi vil gerne have den unge og den unges kompetencer for ”bordenden” i denne indsats. 

I opererer med partnerskabsaftaler. Hvad er det mere præcist? 

June: Vi arbejder med partnerskabsaftaler mellem en kommune og et uddannelsessted. Fire partnerskabsaftaler i projektperioden. Kommunerne skal indvillige i at visitere 10 unge i hvert af de fire partnerskaber. Det vil sige 40 unge i alt, hvor minimum 35 af disse unge skal komme tættere på arbejdsmarkedet undervejs i projektet.  

Kim: Ved de aftaler, der ikke helt er i hus, har parterne en positiv indstilling. Det mangler blot at blive båret op på rette niveau, så kommunen dedikerer sig til det her. 

Hvad er jeres forventninger både på den korte bane og på den lange bane? 

Marianne: At partnerskaberne kommer til at udvikle en praksis, som står på skuldrene af et samarbejde, der er rigtig godt på vej. Kommuner og uddannelsessteder kan godt se, at det kan blive en praksis, alle kan få glæde af. Uddannelsesstederne har en stor goodwill, og der er både en politisk, en ledelsesmæssig og samfundsmæssig interesse i at implementere en ny og mere målrettet praksis.  

Hvordan skal projektet efterfølgende foldes ud i alle kommuner? 

June: Det kunne være modellen, at man som uddannelsessted kickstarter nogle muligheder for at skabe samarbejde med andre kommuner, og at projektet på den måde bredes ud. Samtidig tænker vi også, at det der kan komme ud af det, her i Ligeværd, er at vi får lavet et koncept for, hvordan man laver virksomhedsrettede ressourceforløb og herunder erfaringer i forbindelse med udvikling af partnerskaber på tværs af kommune, uddannelsessted og de lokale virksomhedsnetværk, som vi kan have på ”hylden” til alle vores uddannelsessteder. Vi vil rigtig gerne udvikle gode modeller og værktøjer for partnerskaber. Så Ligeværd bliver et videnshus på det område. 

Hvad er det I måler på, og hvad er det I forventer af resultater? 

Kim: Vi har et mål om, at 35 af ud af de 40 unge kommer tættere på arbejdsmarkedet. Det er jo formålet med et ressourceforløb. Vi skal dokumentere, at det kan lykkes, og at de unge selv oplever, at de kommer tættere på arbejdsmarkedet. Hvor tæt har vi ikke sat et mål på. Nu er vi ude at teste noget, så må vi se, hvor tæt på arbejdsmarkedet, det rent faktisk kan lykkes at bringe dem.  

”Tættere på arbejdsmarkedet” hvad indeholder det begreb? 

Kim: Det handler blandt andet om, at den enkelte unge finder en retning for, hvad der giver ham eller hende mening at arbejde med, og at vedkommende oplever at have kompetencerne til at kunne varetage et konkret job. Det er noget af det, vi ser som essentielt for at føle sig tættere på arbejdsmarkedet. I sidste ende skal projektet gerne munde ud i, at flere af de unge med særlige behov, opnår en konkret og fast tilknytning til arbejdsmarkedet. 

June: Det bliver interessant at høre ude i de lokale udviklingsgrupper, hvad de forskellige deltagere definerer som tættere på arbejdsmarkedet. Er der den samme forståelse hos uddannelsesstedet og kommunen – og er det ikke tilfældet bliver den store opgave at skabe de rette vilkår for, at de kan nå frem til en fælles forståelse. 

Den viden, som skal gives videre til kommunerne er selvfølgelig, hvilke kompetencer de unge har, men der er vel også nogle andre ting? 

Marianne: Den enkelte unges støttebehov samt sociale eller mentale problemer er lige så vigtige elementer at få videreformidlet. Det har en stor betydning for deres muligheder og er vigtig viden at få videreformidlet i forbindelse med tilrettelæggelse af en målrettet indsats.

Om bevillingen 

ViVirk’R er tildelt en 3-årig bevilling på ca. 5, 4 mil. fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) fra puljen ”Rum til udsatte på arbejdsmarkedet”. 

I bevillingsskrivelsen skriver STAR blandt andet: 

Styrelsen modtog i alt 14 ansøgninger, hvoraf tre projekter har opnået støtte. Projekt ”ViVirk’R” er valgt, fordi der i ansøgningen er tænkt godt rundt om hele projektet både mht. tværsektorielt samarbejde, inddragelse af målgruppen samt muligheden for at modellen efterfølgende kan spredes til og implementeres i hele landet. 

Projektet bygger på partnerskabsaftaler mellem kommuner og uddannelsessteder. Partnerskabsaftalerne er næsten i hus: Randers Bo- og Erhvervstræning og Randers Kommune samt Erhvervsskolen Vestjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune har indgået partnerskabsaftaler. Mellem PGU og Aarhus Kommune samt PMU og Frederikshavn Kommune forventer de tre i projektledelsen, at aftalerne falder hurtigt på plads. 

Erhvervsskolen Vestjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune har indgået partnerskab i projektet ViVirk’R, der arbejder med virksomhedsrettede og vidensbaserede ressourceforløb, som en enklere og mere effektiv vej til arbejdsmarkedet.

Ligeværd har haft en længere snak med Agnethe Andbæk Andersen, koordinerende sagsbehandler i Ringkøbing-Skjern Kommune, og Heidi Lykke, ungekoordinator på skolen, om hvad deres partnerskab går ud på.

Hvad går partnerskabet ud på?

Heidi: Vi skal have minimum 10 borgere under 30 år igennem et ressourceforløb og få dem bragt tættere på arbejdsmarkedet. Vi som skal vise hvad vi kan gøre for denne gruppe af borgere, som man har haft svært ved at lykkes med andre steder. Altså lave ressourceforløb som fører til beskæftigelse

Hvad er det kan tilbyde kommunen i arbejdet?

Agnethe: Skolen kan tilbyde rigtig meget andet end det vi som kommune kan. Herude er de meget individuelle i forhold til at hjælpe en borger. En start på et træværksted kan føre til noget helt andet. Skolen har mere frie rammer og kan tilpasse indsatsen til borgeren. Det er bare rigtig godt.

Hvem er målgruppen af borgere?

Heidi: De borgere vi møder i vores lokale projekt er borgere der er langt væk fra arbejdsmarkedet. De har nærmest alle sammen en angst for at skulle i gang på en arbejdsplads. Rigtig mange STU elever i kommunen er faktisk afklaret, når de er færdige med deres STU, så de ender ikke i ressourceforløb. Det er i hvert fald de få.

Giver det skolen en anden målgruppe at arbejde med?

Heidi: De er lidt ældre end de elever vi har i helhedstilbuddet, men det er mange af de samme udfordringer. Inden for autismespektret, ADHD og nogle psykiatriske diagnoser de har med. Det er udfordringer vi kender i forvejen. På den måde er målgruppen ikke anderledes. Vi har også en enkelt borger i ressourceforløb nu, som kunne have været elev her for 5-6 år siden. De er bare blevet det ældre og har ikke haft en STU.

Agnethe: Det gode for den type borgere er, at der er mange forskellige tilbud på skolen. Det er en rigtig arbejdsplads. De står ikke og laver træbænke for sjov. Opgaverne giver mening, plus at der så tæt en kontakt til vejleder, undervisere og andre medarbejdere. Det er virkelig trygt for dem at komme her.

Heidi: Og det er meget individuelt tilrettelagt. Der er ikke en af dem, som har det samme forløb. Vi har nogle der er her ned til 4 timer om ugen, og dem der har flest timer har vel 20 timer. Så der har vi lavet nogle differentierede pakker. De kommer ikke her og skal passe ind i en kasse som hedder ressourceforløb.

Hvilke muligheder er der, kan man for eksempel få et botilbud?

Agnethe: De borgere der bliver visiteret til et forløb skal have nogle komplekse problemstillinger ud over ledighed.  De kan bo på et botilbud eller vi skal tage kontakt til handicap og Psykiatri for at få en bostøtte, hvis der er behov.

Heidi: Hvis vi mødte en ung fyr i vores målgruppe for botilbuddet, så vil det jo ikke være udelukket, men det skulle være via Handicap og Psykiatri og ikke noget vi fandt på og bevilligede. Nogle borgere har haft en mentor tilknyttet fra kommunalt regi eller går til psykolog, og det kan de fortsat. Det er vi ikke blandet ind i.

Hvor tæt følger I dem i hverdagen, ringer I dem op, hvis de har problemer med at møde?

Heidi: Vi har en i forløb, som vi ringer og vækker tre dage om ugen og siger god morgen, er du klar til i dag. Lige lidt smalltalk om at vi er klar og vi glæder os til han kommer. Så er man lige blevet mødt fra morgenen af. Så, jo, det kan godt være en del af opgaven, der ligger her hos os.

Hvordan indgår borgerne i ressourceforløb i den almindelige dagligdag på skolen?

Heidi: De indgår hvor de nu en gang er i de aktiviteter og produktion der måtte være. Noget af det vi er gode til er, at de har alle sammen en angst for at holde pause på en arbejdsplads – hvor skal de nu gøre af sig selv og hvor skal de placere sig? De siger næsten alle, at de ikke skal holde pause. Men pauserne er en del af det at være på en arbejdsplads, så vi skærer det ikke væk. Vi følges til formiddagskaffe og til frokost, og de oplever faktisk ret hurtigt en sejr.

Agnethe: Det er godt herude, at alle for eksempel spiser sammen. Det er ikke delt op med elever og personale. Der er et fællesskab mellem alle, og det er rigtig godt i forbindelse med ressourceforløbene, hvor borgeren skal finde tryghed og en vej tilbage til beskæftigelse.

Heidi: Efter fire uger får de arbejdstøj med logo og navn. Det har alle såvel ansatte, som elever og kursister som er dem på ressourceforløb. Det betyder også meget i forhold til at være og føle sig som en del af et fællesskab.

Partnerskabet formaliserer vel en vidensdeling mellem jer?

Heidi: Vi har haft fælles workshop og formuleret vores mål, og hvilke opgaver der ligger hvor. På den måde har vi så småt været i gang. Ja, der bliver en vidensdeling, og jeg tænker også at alle de koordinerende sagsbehandlere har gjort meget ud af at se skolen og høre, hvad det er vi kan, hvilke tilbud vi har. Er der kommet nye kollegaer i Jobcentret, har de også været herude.

Agnethe: Jeg føler meget, at det er kollegadrøftelser vi har. Og så er det jo genialt, at skolen ligger lige ved siden af Jobcenteret, så det er nemt at køre herud og tage en snak, når det er nødvendigt.

Heidi: Det her med at opleve, at det kommunale system ikke behøver at være så tungt er bare rart. Der har fra starten været en grundlæggende tillid mellem os som samarbejdspartnere. Der er sået nogle super gode frø også fremadrettet, når projektet er afsluttet i forhold til at fortsætte samarbejdet.

Hvor langt er i forhold til at få startet forløb?

Heidi: Mathias, der er kommet i dag er nummer tre, der kan tælle med i projektet. Projektet startede egentligt i august, men det første halve år var en opstarts og etableringsfase. Og her først på året skulle der gerne komme 5.

Agnethe: Vi har i forvejen nogle herude som er over de 30, men de tæller bare ikke med i projektet.

Skal det lokale erhvervsliv på en eller anden måde ind og spille en rolle i det her?

Heidi: Det skal de, og det er meget vores opgave. Vi er ikke så langt med den del endnu, men vi har nogle kontakter til det kommunale erhvervsråd,og vi har i forvejen et kæmpe stort netværk af praktikværter, som vi selvfølgelig på en eller anden måde vil tænke ind i det.

I har sat nogle flotte mål for projektet, så I har jo også en tiltro til projektet muligheder?

Agnethe: Vi har et mål med 80 % til fleksjob.

Heidi: Ja, og for nogle vil det også være godt at blive afklaret til en førtidspension. Det kan være livgivende bare det at være afklaret, og så måske blive etableret i et skånejob. Vi trækker selvfølgelig på erfaringerne med vores egne STU elever. Vi har mange arbejdsgivere, der gerne vil støtte op om den indsats.

Kan projektet forenkle det for borgeren i forhold til hvor mange kontorer og sagsbehandlere de møder?

Heidi: Det tænker jeg. De har en koordinerende sagsbehandler at forholde sig til, og her på skolen har de typisk to personer – mig som ungekoordinator og faglæreren på det værksted, de er tilknyttet.

Agnethe: Og det er samme adresse. De skal ikke på en ny adresse med nye mennesker for at prøve noget andet af. Det er af de ting, der er rigtig godt ved det. De behøver ikke hele tiden at skulle forklare sig.

Heidi: Det tror jeg er noget af det, der betyder rigtig meget for dem. De har gennem mange år forholdt sig til rigtig mange mennesker, der skulle involveres i deres problemstillinger. Her er en rummelighed for hinanden, og man accepterer hinanden uanset, om man er 29 og i gang med et ressourceforløb eller er en meget yngre STU elev. Jeg tror mange af de her lidt ældre borgere kan se sig selv som unge. Det var der de selv var i den alder.

Agnethe: Det er vigtigt at få fortalt, at det betyder meget, at vi har et smil i samarbejdet. At tingene ikke bliver for tunge og besværlige.

Heidi: Jeg samarbejder med mange forskellige kommuner i forhold til vores STU, og det er bare vidt forskelligt fra kommune til kommune og nogle fra afdeling til afdeling i den enkelte kommune. Så det med at føle et godt samarbejde, der bygger på tillid, betyder rigtig meget.