Cirka hver femte har svært ved at begå sig i den digitale offentlige sektor. Et problem som regeringen, KL og Danske Regioner vil løses ved at gøre det lettere at afgive fuldmagter. Men er det den rigtige løsning?

En måned før sin 18-års fødselsdag modtog Sebastian Weinreich ligesom alle andre unge mænd et brev fra Forsvarets værnepligtssektion i e-boks. Et brev, som han måske ikke havde opdaget uden sin mors hjælp.

”Det var godt, at min mor mindede mig om at tjekke e-boks, for der lå faktisk to vigtige mails. En fra Forsvaret og en fra min kørerlærer,” siger han.

I brevet bad Forsvaret Sebastian Weinreich om at logge ind med en unik kode og udfylde et skema om sine helbredsoplysninger, som de skulle bruge til at vurdere, om han skulle indkaldes til session. Men når Sebastian Weinreich logger på sin digitale post, støder han ofte på det samme problem. For selvom han godt kan læse, hvad der står, så forstår han ikke altid, hvis der er noget, han skal reagere på, og hvordan han skal gøre det.

”Jeg fik hjælp af mine forældre til at udfylde skemaet, for det kunne jeg nok ikke selv kunne klare,” fortæller han.

Sebastian Weinreich er måske ikke den eneste unge mand i Danmark, der får hjælp af sine forældre til netop det skema. Men hvor de fleste med tiden lærer at huske e-boks og reagere på beskeder, så bliver det ikke nødvendigvis tilfældet for Sebastian Weinreich.

Som ung med indlæringsvanskeligheder og kognitive funktionsnedsættelser tilhører han en kompleks gruppe af digitalt udsatte, som ikke begår sig digitalt på lige fod med flertallet. En gruppe, som ifølge Digitaliseringsstyrelsen udgør 17-22 pct. af den voksne befolkning og rummer både ældre, unge, borgere med anden etnisk oprindelse og borgere med funktionsnedsættelser. En gruppe, hvor nogen har udfordringer med at bruge MitID, nogen med at huske koder og andre med at læse, forstå og reagere på beskeder.

Fuldmagter som frigørelse

Når Sebastian Weinreich med sine kognitive udfordringer næppe kommer til at begå sig på egen hånd i nutidens digitale offentlighed, så skal han fortsat i fremtiden bede om hjælp fra pårørende, når der lander vigtig digital post i hans e-boks. I hvert fald hvis det står til visionerne i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som regeringen, KL og Danske Regioner udkom med i 2022.

I den lyder et af fem pejlemærker for offentlig digitalisering, at alle skal kunne være en del af det digitale samfund. Og hjælpen skal være, at borgere, der er udfordrede af digitaliseringen, let skal kunne afgive fuldmagter og på den måde lade støttepersoner og familiemedlemmer repræsentere sig i det digitale møde med den offentlige sektor.

Men selvom løsningen med fuldmagter på overfladen ser god og smidig ud, så er den form for frigørelse fra sin egen sag ikke helt rimelig, mener Ligeværds direktør Esben Kullberg.

”Jeg mener, at man giver op for tidligt ved at sige, at hvis du ikke kan selv, så må du få nogen til at gøre det for dig. De her borgere kan mere, end man regner med. Og inden vi griber til fuldmagter, så mener jeg, at vi bør hjælpe dem bedst muligt med at kunne mest muligt selv,” siger han.

Digitale læringsværktøjer

Ifølge ham kan det lade sig gøre at sikre løsninger til digitalt udsatte borgere, som styrker den enkeltes mulighed for at begå sig i den digitale offentlige sektor. Det beviste app’en Digisafe, som Ligeværd udkom med i 2018. I den kunne man spille sig vej igennem brugen af NemID, netbank, handel på internettet og de sociale medier.

”Der er brug for noget lignende her. Fuldmagter kan være en god løsning for mange, men vi bør også udvikle værktøjer, der kan hjælpe digitalt udsatte borgere til at blive så selvhjulpne som muligt,” siger han.

Med udgangen af NemID i oktober 2023 har Digisafe udtjent sin funktion og findes derfor ikke mere. Men erfaringen viser, at Digisafe også blev populær blandt andre målgrupper, hvor både Ældre Sagen, Røde Kors og Hjerneskadeforeningen blandt mange andre brugte app’en til at undervise deres målgrupper.

Den administrative byrde

På Waldemarsbo Efterskole bruger viceforstander Nikolaj Schomacker flere timer ugentligt på at hjælpe elever med at ændre glemte koder, med at logge ind i systemer med MitID osv.

”Jeg bruger oceaner af tid på det. Mindst to gange om dagen er der en elev, der kommer og skal have hjælp til et eller andet digitalt. Så er der en, der ikke kan komme ind på e-boks, så er der en, der ikke kan bruge MitID eller åbne teams,” siger han.

På den måde bliver han digital værge for efterskolens elever, som også bliver afhængige af hans hjælp, så længe de er på efterskolen, langt væk fra deres forældre.

”Men er det meningen, at de fuldmagter skal ligge hos elevernes skolelærer?” spørger han.

 Nikolaj Schomacker efterspørger en platform, som han kan undervise fra, så eleverne bliver mere selvhjulpne.

Og selvom Sebastian Weinreichs mor, Louise Weinreich, gerne hjælper sin søn, når det er nødvendigt, så ser hun også gerne, at Sebastian Weinreich får mulighed for at blive mere selvhjulpen.

”Fuldmagter er måske ikke rimelige, men så længe der ikke er nogen eller noget, der klæder ham på til selvstændighed, så er det jo nødvendigt. For ellers ender han jo måske på gaden eller uden indtægt. Eller med en bøde eller fængselsstraf, hvis man for eksempel ikke møder op til Forsvarets Dag, fordi man ikke har tjekket sin e-boks,” siger hun.

”Men jeg ser da gerne, at han kunne det meste selv, så han kan få det privatliv, han har ret til.”

Administrationens ansvar

Fuldmagter er stadig kun en vision for, hvordan man løser udfordringen med den store gruppe digitalt udsatte i fremtiden. Men eksemplerne viser, at den løsning, der lægges op til i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, allerede uofficielt praktiseres i dag. Og fuldmagt eller ej, så er de unge nødt til at spørge om hjælp, så længe de ikke kan selv, fortæller Bettina Lemann, som er professor i retssociologi ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet og medlem af Ligeværds hovedbestyrelse.

”Borgeren får måske hjælp af en, som de selv har valgt og har tillid til i en eller anden udstrækning. Men det betyder bare også, at de er tvunget til at lade nogle andre gøre det for sig. Det er ikke noget valg for dem. De er nødt til at give andre indblik i deres personlige forhold.”

Og på den anden side er støttepersoner som Nikolaj Schomacker og familiemedlemmer som Louise Weinreich nødt til at påtage sig opgaven.

”De er jo tvunget til at gøre det, for hvem skal ellers gøre det? Der er ikke andre til at gøre det,” siger hun.

 På den baggrund mener Esben Kullberg ikke, at fuldmagter kan stå alene som løsning.

”Jeg synes, det er uhensigtsmæssigt at presse folk, der ikke er digitaliseringsklar til at afgive kompetencen til at handle på deres vegne til nogle andre. Og jeg synes, det er urimeligt i forhold til en støtteperson som Nikolaj Schomacker eller pårørende som Louise Weinreich, at de får den administrative byrde oven i, at de skal klare sig selv.”

”Jeg kan godt se det er en nem løsning fra et administrativt perspektiv, men jeg synes ikke, det er et helt rimeligt greb set fra et borgerperspektiv. Jeg synes, man tørrer et ansvar af på borgerne, som egentlig er administrationens.”

Retten til privatliv

Et andet problem, hvis brugen af fuldmagter står alene, er, at den sætter retten til privatliv på spil. Alle har ret til privatliv, men hvis en borger er nødt til at afgive en fuldmagt for at handle i det offentlige, så bliver den ret sat under pres, fortæller Bettina Lemann.

”Vores udgangspunkt retligt set er, at vi ejer vores egen data, og vi har ret til privatliv. Vi har ret til selv at bestemme, hvem der får indblik i vores private forhold. Det er jo det retlige grundprincip, og det kan jo være svært at iagttage i den situation.”

Og man skal passe på med at kaste vrag på den rettighed for at få den digitale offentlighed til at glide, mener Esben Kullberg

”Vi kan ikke med den ene hånd sige, at alle har ret til privatliv. Og med den anden hånd sige, at det bare ikke gælder dem, der ikke kan begå sig digitalt. Borgere med nedsat psykisk funktionsevne har ret til løsninger, hvor de ikke bliver afhængige af andre,” siger han.

Siden 2018 har Danmarks digitale offentlige sektor været verdens bedste ifølge FN. Men selvom Danmark er langt, og løsninger som borger.dk, Digital Post og MitID gør hverdagen lettere for de fleste, så bør vi stadig udvikle, så alle kommer med og får lige adgang til velfærdssamfundet, som det også står beskrevet i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, mener Esben Kullberg.

”Inden vi griber til fuldmagter, bør vi som minimum forsøge at hjælpe digitalt udsatte til så meget selvstændighed som overhovedet muligt.”